Julefortælling 8. afsnit. Slutning

Jul

Næste morgen ventede Lilli Egern udenfor, og Lille Nis, som nu blev kaldt Store Nis, når forældrene ellers huskede det, gik med hende ud i skoven for at finde nødder og agern til et nyt forråd. Det lykkedes dem at skrabe sneen væk under en stor nøddebusk og finde nødder der. I bøgeskoven fandt de også masser af bog, og Store Nis hjalp Lilli med at bære dem hjem. Hun havde selv fundet agern dagen før, så nu kunne hun nok klare vinteren.

Et par dage efter drog Nissefar til byen med sin søn. De skulle ind at sælge træsko til en skomager, som solgte dem videre til menneskene. Nogle af dem blev slet ikke brugt til at gå med, men til at fylde med sand og julepynt. Underlig skik, syntes nisserne. I det hele taget undrede de sig over al den flitterstads, de så rundt omkring i byen. Hvad skulle det dog gøre godt for?

De blev dog meget imponerede, da de så det store træ midt på torvet med alle lysene tændt. Det var flot! Det glædede de sig til at fortælle Nissemor om. Lige i nærheden var en lille butik, hvor man kunne købe postkort med billeder af juletræet. Nissefar købte et til Nissemor, så hun selv kunne se, at det ikke bare var noget, de fandt på. De huskede også at købe grødris til en ny portion risengrød til juleaften.

På vejen hjem kom de forbi Torbens hus, og Store Nis så Torben i haven og kaldte på ham. Nissefar gik lidt videre, mens nissedrengen og menneskedrengen talte lidt sammen. ”Hvad sagde din mor den dag, da jeg var gået?” spurgte Nis. ”Hun blev lidt forbavset, men jeg tror nok, hun også var lettet over, at hun ikke behøvede at gøre noget. Min far troede selvfølgelig slet ikke på, at det passede, at vi havde haft besøg af en rigtig nisse! Og min mor går stadig og ved ikke rigtig, hvad hun skal tro. Hun mener vist, at du bare lod som om du ikke vidste, hvad en telefon er.”

 ”Det er da lige meget, Torben,” sagde Nis. ”Vi kan da bare mødes engang imellem alligevel. Du kan jo også besøge mig i skoven, hvis du vil, men du kan nok ikke lide den mad vi får! Så du må hellere tage noget med hjemmefra.”

 ”Godt, nu må du have en god jul, Nis!”
”Tak, i lige måde, vi ses!”

Og i nissehøjen i skoven holdt de en dejlig juleaften. Lilli Egern og Harald Hare var med, og Nis havde købt en fin dukke til lillesøster den dag, han var i byen med sin far. Selv fik Nis nye ski, lidt større end de gamle, nu var han jo Store Nis!

 

Det var slut på historien. Jeg håber, du har nydt den.
Måske skriver jeg en ny næste år.

Har du samlet de sidste 3 ord fra hvert afsnit?
Se hvad du kan bruge dem til på
http://www.kliniklyset.dk

Dette forløb må gerne kommenteres!

 

 

Julefortælling 7. afsnit

Nissefar

Nissefar var omsider nået ind til byen. Han så sig hele tiden godt for, holdt udkig efter Lille Nis, og han kunne jo se ham, selv om han havde den røde hue på. Han gik længe rundt og ledte. Pludselig kunne han høre et barn, der græd. Han gik rundt om et hjørne, og der sad Lille Nis på en trappesten og græd, fordi han var faret vild. Nissefar skulle lige til at hidse sig op, men så tog han sig i det, for han blev så lettet og glad for at se sin lille dreng igen. Han tog ham i sine arme og trøstede ham, og så kan det nok være, de skyndte sig hjem. Undervejs fortalte Lille Nis alt, hvad han havde oplevet. ”Undskyld far, at jeg stak af alene, jeg skal aldrig gøre det mere!” sluttede han.

Ved det hule træ ventede Harald Hare. Da han så dem, hoppede han af glæde. Nissefar bad ham løbe i forvejen hjem til Nissemor og give besked om, at de var på vej.

Da de kom hjem, havde Nissemor lavet grød af de ris, de skulle have haft juleaften, men Nissefar lovede at købe nye ris med hjem, når han skulle til byen og sælge træsko. ”Og denne gang må du hellere komme med mig derind,” sagde han til Lille Nis. ”Du er jo ved at blive stor – så stor, at du snart skal kaldes Store Nis!”

 

Se slutningen i morgen.

Se også http://kliniklyset.dk om hvordan du deltager i lodtrækningen om en gratis healing eller fjernhealing.

 

 

Julefortælling 6. afsnit

Hos Torben

I Torbens hus sad Lille Nis sammen med Torben og hans mor. De sad i det dejlige, varme køkken, og Lille Nis havde fået boller og kakao. Aldrig i sit liv havde han smagt noget så lækkert! Men nu måtte han hjem. Torbens mor forstod det godt, hun troede ikke rigtig på det med hulen i skoven, men at hans forældre nok var urolige kunne hun godt forstå. Hun spurgte, om hun ikke lige skulle ringe og sige, hvor han var?

”Ringe?” sagde Lille Nis, ”hvad er det?” Torbens mor pegede på telefonen. ”Hvad er det for en ting?” spurgte Lille Nis? Så forstod Torbens mor endelig, at han ikke var en almindelig dreng. Han havde jo også de der store ører… Hvad skulle hun gøre? Skulle hun ringe til politiet og sige, at hun havde besøg af en nissedreng? De ville bare le ad hende… Hun gik ind i stuen for at ringe til Torbens far fra den anden telefon.

Lille Nis blev bange for, hvad der nu kunne ske og forklarede Torben, hvor vigtigt det var, at han kom af sted nu, og Torben gik med ud i gangen og åbnede døren. ”Farvel og tak for i dag!” sagde Lille Nis. ”Selv tak, og kom igen en anden dag,” svarede Torben. Så traskede Lille Nis hjemad. Det troede han da, men han kom til at gå den forkerte vej. Han var helt forvirret af alt det han havde oplevet, og han kunne ikke finde rundt i byen.

 

Se fortsættelsen i morgen.
Se også http://www.kliniklyset.dk

 

 

Julefortælling 5. afsnit

 

Imens i skoven

Ude i nissehulen var Nissemor og Nissefar blevet urolige – så længe plejede Nis ikke at være væk, og nu ville det snart blive mørkt. Nissefar gik udenfor og kaldte på ham. Intet svar. ”Jeg går ud og ser efter ham!”, råbte han til Nissemor. Med lethed fulgte han skisporene i sneen, og det gik hurtigt op for ham, at de førte til udkanten af skoven. Nu blev han bekymret. Kunne Lille Nis finde på at forlade skoven? Hvor tit havde Nissefar ikke sagt, at han skulle vente, til han blev stor, og hvor tit havde han ikke forklaret, hvor farligt det kunne være?

Nissefar nåede hen til det hule træ, hvor skisporene stoppede. Selv stoppede han op og tænkte sig om. Pludselig opdagede han, at Harald Hare sad og kiggede på ham. ”Ved du, hvor Lille Nis er gået hen?” spurgte han ham. ”Ja, han er gået ind mod byen,” sagde haren. ”Åh nej, så har han alligevel gjort det,” sagde Nissefar. ”Så må jeg ind at se, om jeg kan finde ham!” Og han begav sig af sted ind mod byen.

 

Se fortsættelsen i morgen.
Se også http://www.kliniklyset.dk

Julefortælling 4. afsnit

Ude i skoven

Ude i skoven var Nissemor og Nissefar ganske rigtigt vågnet af middagssøvnen, og lillesøster græd og var sulten. Nissemor serverede et stykke dejligt barkbrød, bagt af barken fra et stort birketræ. Til det drak de en dejlig urtete, lavet af de bedste urter fra skoven. ”Hvor mon Lille Nis er henne?” spurgte Nissefar. ”Åh, han er nok ude på en skitur i skoven, jeg kan se, hans ski er væk,” svarede Nissemor. ”Han plejer ellers nok at være her, når der vanker noget på bordet!” brummede Nissefar.

Så gik han i gang med at lave flere træsko til jul. Der skulle laves mange. Før i tiden lavede nisserne også legetøj, men det havde de store fabrikker overtaget.

Lille Nis vågner

I huset i byen var Torben blevet godt mæt af kakao og boller, og nu ville han ud at lave en snemand. I gangen stødte hans fod mod noget blødt, som han ikke kunne se. Forbløffet bøjede han sig ned og følte for sig med hænderne. Han fik fat i noget og tog det op. Det var en rød hue! Og nu så han, at der lå en dreng og sov på gulvet! En dreng med store ører… Det var den dreng, han havde mødt ved legetøjsbutikken.

”Mor, kom og se!” råbte han. Ved råbet vågnede Lille Nis og så sig fortumlet omkring. Forskrækket blev han klar over, hvor han var og greb ud efter sin hue. Men Torben holdt godt fast i den og sagde: ”Hvad laver du her?” I det samme kom hans mor og sagde: ”Hvem er du?” ”Jeg er Lille Nis fra skoven.” Torben og hans mor så forbavsede på ham. ”Hvordan er du kommet herind?”

Nu måtte Lille Nis forklare det hele.

Se fortsættelsen i morgen.
Se også http://www.kliniklyset.dk

Julefortælling 3. afsnit

I huset

Lidt efter skiltes de, og Lille Nis fulgte drengen med karamellerne. Han havde hørt de andre kalde ham Torben. Nu gik Torben op ad trappen til et stort hus og gik ind. Lille Nis nåede lige at smutte med ind, før døren blev lukket. Nu var han i et rigtigt menneskehus!

”Hej mor!” råbte Torben. ”Hej”, svarede hans mor, ”er du sulten?” ”Ja, om jeg er!” svarede Torben og satte sig ved bordet i køkkenet. Hans mor havde lige bagt boller, så han fik en lækker bolle med smør og en kop varm kakao. Det så lækkert ud, og Lille Nis’ tænder løb i vand ved synet. Men han turde ikke lade dem se, at han var der. Han kom i tanker om, at Nissemor og Nissefar nok for længst var vågnet af middagssøvnen og sikkert savnede ham, så han måtte hellere se at komme hjem.

Stille listede han ud i gangen for at smutte ud af døren. MEN! Yderdøren var blevet smækket – han kunne ikke åbne den! Han vidste ikke, hvordan man åbnede den slags døre, dem havde han aldrig set før. Nu var gode råd dyre. Hvad skulle han gøre? Fortvivlet sank han ned på gulvet i gangen. Nu mærkede han, hvor træt han var…

Fortsættes i morgen.
Se på http://www.kliniklyset.dk hvordan du deltager i lodtrækningen om en gratis healing.

Julefortælling 2. afsnit

Drengene

Nu kom en flok drenge hen for at se udstillingen. De skubbede og masede for at komme til at se. Lille Nis blev væltet omkuld på fortovet. Han havde glemt, at menneskene ikke kunne se ham. Han rejste sig og listede lidt væk. Så tog han huen af og stak den i lommen. Nu lignede han næsten en almindelig dreng, blot havde han lidt større ører, end drenge normalt har.

Forsigtigt listede han sig nærmere til vinduet igen. Drengene ænsede ham ikke, de var optaget af at se på legetøjet. En af dem tog en pose op af lommen og delte ud af den til de andre. Han fik øje på Lille Nis. ”Vil du også have en karamel?” spurgte han. Lille Nis vidste ikke, hvad en karamel var, men han sagde jatak og puttede den i munden, som han så de andre gøre.

Han suttede på den. Den smagte dejligt sødt. Så vendte han sig mod vinduet igen. Men drengen med karamellerne ville i snak med ham. ”Du er ikke her fra byen, vel?” sagde han. ”Hvor kommer du fra?” ”Fra skoven”, sagde Lille Nis. ”Man kan da ikke bo i skoven!” sagde drengen. ”Jo, man kan”, sagde Lille Nis og gumlede på sin karamel. Han skulle lige til at forklare, hvem han var, men kom i tanker om, at han havde hørt, at mennesker ikke troede på, at nisser fandtes!

Måske var det bedre at forsvinde? ”Orv se, nogle store ører, han har!” sagde en af de andre drenge og puffede til ham. Nu blev Lille Nis bange. Han tog huen op af lommen og tog den på. Vips var han væk! Drengene måbede. ”Hvor blev han af?” sagde drengen med karamellerne. De så sig om til alle sider, men væk var han. Lille Nis stod og så på dem lidt
på afstand. Da de gik, fulgte han efter dem. Hvor mon de skulle hen?

 

Julefortælling 1. afsnit

DA NISSEN BLEV BORTE
En julefortælling for børn og barnlige sjæle

I skoven

Lille Nis ville ud på eventyr. Nissemor og Nissefar sov til middag. Han ville lige være sikker på, at de sov godt… Jo, de snorkede: rrr-pyh-h, rrr-pyh-h, rrr-pyh-h. Lillesøster sov også. Fint, så kunne han godt stikke af.

Han gik ud af nissehøjen i skoven, spændte skiene på og susede af sted over sneen mellem træerne. Hej, hvor det gik! Dyrene i skoven kendte ham og vidste, at når han havde fart på, skulle de helst holde sig på afstand. Alligevel stoppede Lilli Egern ham på hans vej. Han så straks, at der var noget galt. Lilli Egern fortalte bedrøvet, at hendes forråd af nødder var blevet stjålet, og nu havde hun slet ingen mad. Sneen lå overalt, så hvor skulle hun finde nye nødder og agern?

Lille Nis havde heldigvis et par gode agern i lommen, som han havde tænkt sig at spise undervejs, men nu gav han Lilli Egern dem og lovede at hjælpe med at finde flere, når han kom hjem. Egernet, som var hans gode ven, blev meget glad og hoppede hjem til sin hule.

Af sted!

Lille Nis havde besluttet at se sig lidt om i menneskenes by. Han havde hørt så meget om den, men aldrig fået lov at se den. Nissefar havde sagt, at han skulle være stor, før han fik lov at komme med, når Nissefar skulle ind og sælge sine træsko op mod jul. Stor! Som om han ikke var stor! Pyt, han skulle nok klare sig!

Mennesker havde han set så tit ude i skoven, men han ville gerne se husene, de boede i, og vide mere om, hvordan de levede. Det var snart jul, og han havde hørt om, hvordan menneskene holdt jul med lys på et grantræ – og gaver. Underligt, men det lød spændende.

I udkanten af skoven tog han skiene af og gemte dem i et hult træ. Så trak han den røde hue godt ned om ørerne, dels fordi det var koldt, dels fordi den virkede sådan, at han var usynlig for mennesker, når han havde den på. Inden han traskede ind mod byen, måtte han lige hjælpe Harald Hare, som havde fået en pote i klemme mellem to grene i en busk.

 I byen

Nu gik han ind mod byen. Snart så han de første huse og undrede sig. Kunne man virkelig bo i sådan en firkantet kasse? Der var også lygter på nogle høje pæle, og de fleste steder voksede der noget i en firkant omkring huset med en låge i. Lille Nis havde aldrig set en hæk før.

Længere inde i byen var der butikker. Det var dog mageløst, hvad man kunne købe – hvis man altså havde penge. Men det havde Lille Nis ikke. Han havde hørt om alt dette, men havde aldrig forestillet sig, at der var mange ting. Og hvad skulle man dog bruge dem til?

Han trykkede næsen flad mod vinduet til en legetøjsbutik. Åh, hvor var der mange fine ting! Der var en rød brandbil med blink på taget, og der var en nisse, som lignede ham selv. Den drejede rundt og bukkede. Han prøvede at sige hej til den, men den svarede ikke.