Julefortælling 4. afsnit

Ude i skoven

Ude i skoven var Nissemor og Nissefar ganske rigtigt vågnet af middagssøvnen, og lillesøster græd og var sulten. Nissemor serverede et stykke dejligt barkbrød, bagt af barken fra et stort birketræ. Til det drak de en dejlig urtete, lavet af de bedste urter fra skoven. ”Hvor mon Lille Nis er henne?” spurgte Nissefar. ”Åh, han er nok ude på en skitur i skoven, jeg kan se, hans ski er væk,” svarede Nissemor. ”Han plejer ellers nok at være her, når der vanker noget på bordet!” brummede Nissefar.

Så gik han i gang med at lave flere træsko til jul. Der skulle laves mange. Før i tiden lavede nisserne også legetøj, men det havde de store fabrikker overtaget.

Lille Nis vågner

I huset i byen var Torben blevet godt mæt af kakao og boller, og nu ville han ud at lave en snemand. I gangen stødte hans fod mod noget blødt, som han ikke kunne se. Forbløffet bøjede han sig ned og følte for sig med hænderne. Han fik fat i noget og tog det op. Det var en rød hue! Og nu så han, at der lå en dreng og sov på gulvet! En dreng med store ører… Det var den dreng, han havde mødt ved legetøjsbutikken.

”Mor, kom og se!” råbte han. Ved råbet vågnede Lille Nis og så sig fortumlet omkring. Forskrækket blev han klar over, hvor han var og greb ud efter sin hue. Men Torben holdt godt fast i den og sagde: ”Hvad laver du her?” I det samme kom hans mor og sagde: ”Hvem er du?” ”Jeg er Lille Nis fra skoven.” Torben og hans mor så forbavsede på ham. ”Hvordan er du kommet herind?”

Nu måtte Lille Nis forklare det hele.

Se fortsættelsen i morgen.
Se også http://www.kliniklyset.dk

Forfatter: @annalund

Uddannet folkeskolelærer, EA fra CBS, Handelshøjskolen i Kbh. Lærer gennem næsten 30 år, senest som voksenunderviser. Uddannet healer, dybdeterapeut, kranio sakralterapeut. Har Klinik Lyset i Langå på 21. år. Har klienter, holder studiekreds, meditation, kurser, foredrag. Skriver spirituelle bøger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *